Salgskonsulent - ventilation

Har du lyst til at bruge din ventilationserfaring fra det udførende led eller fra salgssiden i en meget succesfuld virksomhed, hvor du får store muligheder for at præge jobbet og sparre med kompetente kollegaer? Så læs med her, hvor vi søger en stærk salgskonsulent.

Unilite har opkøbt Buccma Energy, og de 2 virksomheder er nu lagt sammen hos Unilite i Snæbum ved Hobro. Med opkøbet har Unilite fået komfortventilation og køl i sortimentet. I den forbindelse har vi brug for en stærk salgskonsulent, der kan besøge og supportere kunder og samarbejdspartnere.

Du arbejder ud fra hjemmekontor eller fra fabrikken i Hobro og er formentligt ca. 3 dage om ugen på kundebesøg, hvor du besøger installatører, forhandlere og i et vist omfang også slutkunder. Med din baggrund i ventilationsbranchen er du i stand til at gennemgå forespørgsler og udbudsmateriale, kalkulere og give tilbud på komfortventilation og køl. Vi ser også meget gerne, at du kan dimensionere et ventilationsanlæg og i øvrigt afklare specifikationer og krav med kunderne. Som en naturlig del af salgsarbejdet forstår du vigtigheden af at være proaktiv og opsøge nye kundeemner og ikke mindst følge op på tilbud og igangværende opgaver.

DIN BAGGRUND

Du har en baggrund indenfor ventilation, styring, el etc. I dag er du i en lignende stilling som sælger af ventilationsløsninger eller du er i internt salg eller i en udførende stilling, hvor du har fået et godt kendskab til området og nu har lyst til at bruge din faglighed i en udadvendt salgsrolle. Vi lægger således mere vægt på erfaring med ventilation end med erfaring indenfor opsøgende salg. Vi ser os mere som rådgivere og skal nok klæde dig godt på i forhold til det salgsmæssige.

Vi lægger meget stor vægt på at være en seriøs sparringspartner for vores kunder, og vi forventer, du med din erfaring og rolige facon er i stand til at lytte og afdække kundens ønsker, ligesom du forstår at inspirere med alternative løsninger. Din udadvendte og tillidsvækkende person gør, at du er i stand til at skabe relationer og udvikle salget. Du er udpræget selvdrevet og planlægger selv din hverdag.

Som person er du kundeorienteret og fleksibel og forstår, at god service og hurtig og præcis tilbudsgivning er vejen til succes. Du forstår kombinationen af samarbejde og det at arbejde selvstændigt og være initiativrig. Unilite arbejder meget med digitalisering, og vi regner med, at dit IT kendskab er på et godt niveau. Humor og en uformel omgangstone passer dig, og du bidrager også gerne selv til et godt sammenhold ved at tilbyde din hjælp til kollegaer. Som udgangspunkt ser vi helst, at du bor i Jylland af hensyn til nærhed til dine kollegaer i Hobro, men lad os høre fra dig, hvis du i stedet bor på Fyn eller Sjælland.

VI TILBYDER:

Vi tilbyder dig et selvstændigt og udfordrende job i en virksomhed, som er inde i en spændende udvikling, hvor tingene går stærkt. Organisationen er flad, hvilket giver dig stor mulighed for at få indflydelse på egne ansvarsområder og udvikle dine arbejdsopgaver. Unilite A/S er en attraktiv og rummelig arbejdsplads med et højt ambitionsniveau og fagligt kompetente kollegaer. Vi arbejder i en projektorienteret organisation, hvor vi hjælper hinanden på tværs af organisationen, og vi har en uformel omgangstone med godt humør og højt til loftet. Vi tilbyder en attraktiv lønpakke baseret på dine kvalifikationer, firmabil, fritvalgsordning og pensionsordning.

Ansøgninger behandles løbende og ansøgninger modtages kun via link i denne annonce. Der er ingen ansøgningsfrist, da vi ansætter, når vi har den rette. Alle spørgsmål vedr. stilingen sker til Flemming Lund på tlf. eller mail, idet Lund HR håndterer hele rekrutteringsprocessen.

LIDT OM UNILITE

Vi leverer behageligt indeklima. Langt de fleste mennesker trives bedst, når der er et behageligt indeklima i form af dagslys og frisk luft. Hos Unilite har vi specialiseret os i løsninger, der tilgodeser disse behov. Med vores ovenlysløsninger sikrer vi dagslys i bygninger, hvor der er begrænsede muligheder for at få lys ind igennem facaden. Udover dagslys er frisk luft afgørende for et godt indeklima. Vi projekterer og leverer komfortventilationsanlæg til såvel private boliger som til kontorer, erhverv og industri. Vi har løsninger til alle typer bygninger.

Vores produkter er også med til at redde bygninger. Ofte kombineres vores ovenlys med brandventilation, så vi kan få røg ud i tilfælde af brand. Brandventilationen styres af elektronik og sensorer, hvorfor vi har en stor el-teknisk afdeling, der projekterer, leverer og servicerer de mange anlæg, der er leveret igennem de seneste 35 år fra Unilite.

Vi skal også være her i de kommende generationer. Vi har været på markedet i 35 år og ser en lys fremtid foran os, hvis vi sammen passer på den verden, vi lever i. Vi har derfor valgt en offensiv tilgang til at reducere brugen af ressourcer. Vi udarbejder hvert år et grønt regnskab, så vi sikrer fokus på energiforbrug, CO2 udslip og fokus på de materialer, vi anvender til produktion af vores løsninger. Vi er ISO 9001 certificeret og er i gang med at blive certificeret efter ISO 14001.

Det er vigtigt for os at bidrage og udvikle os. Vi er 85 dygtige kollegaer og producerer på egen fabrik ved Hobro. Vi arbejder konstant på at sikre, at Unilite er en god arbejdsplads, hvor vi udvikler os og bruger tiden på det, der giver os energi. Derfor har vi valgt at digitalisere vores processer og funktioner mest muligt, så vi kan bruge tiden på kunder. Vi arbejder ud fra tesen om, at ”Hvis det er vigtigt for kunden, er det vigtigt for os”. Vi lægger vægt på ærlighed, passion og god service og arbejder efter mottoet ”Vi gør det ordentligt. Ellers gør vi det ikke.”

Del i dit netværk

gwyh4u88jkk9xv72nxryh1do0xcpx102jvdcxz9ncpg1bt1q6j3g6j1ejag6ijbh.png
Frist:
Besat
Område:
Hele Danmark
Kontaktperson:
Flemming Lund
Ejer & Headhunter
+4550770451
Lund HR
Virksomhed:
Unilite
Snæbumvej 26
Hobro
9500
Arbejdssted:
Unilite
Snæbumvej 26
Hobro
9500
Stillingen er:
Besat

Om Lund HR

LundHR beskæftiger sig med Headhunting og Rekruttering samt med karriererådgivning og sparring. Lund HR er hjemmehørende i Aalborg, men opererer i hele Danmark og dækker branchemæssigt bredt. 

Igennem 19 år har jeg været en del af ledelsen i større og mindre virksomheder. Jeg har oplevet vigtigheden af at have det rigtige hold omkring mig. Jeg har oplevet værdien af en sammentømret organisation, der arbejder i samme retning. 

At finde nye medarbejdere, der sikrer dette, kræver erfaring og forståelse for at matche faglige kvalifikationer med personlige egenskaber og kompetencer. Denne erfaring har jeg erhvervet mig gennem mange år i ledende stillinger i erhvervslivet i byggebranchen, fødevarebranchen og hjælpemiddelbranchen. Endvidere har jeg i 7 år været ejer af en virksomhed indenfor vedvarende energi. 

I de seneste 8 år har jeg som Headhunter brugt erfaringen til at hjælpe virksomheder med at finde dedikerede og kvalificerede medarbejdere. Jeg lægger naturligvis vægt på de faglige kompetencer, men vægter i meget høj grad også de personlige egenskaber, hvorfor jeg i rekrutteringsprocessen lægger meget fokus på mennesket bag ansøgningen.