Projektledere - grønne energiløsninger

Aalborg CSP er i stor vækst med vores grønne energiløsninger til bl.a. fjernvarmeværker i Danmark og udlandet. Vi arbejder bl.a. med løsninger med varmepumper, kedler, solvarmeanlæg og energilagre til fjernvarmeværker, kraftvarmeanlæg etc.

Ordrebogen er stor, og mange projekter er på vej ind, så vi har brug for flere Projektledere til at styre projekterne sikkert fra start til aflevering.

Projekterne varierer i størrelse og afhængig af omfanget, vil du løbende have flere i gang. Du bliver involveret tidligt og får også mulighed for at være med i kalkulation og tilbudsgivning. Når ordren er i hus, overtager du ansvaret for projektet og håndterer aftaler og kontrakter med underentreprenører og andre samarbejdspartnere. Du har den løbende kontakt, koordinering og opfølgning i forhold til tidsplaner, økonomi, bemanding og aftalegrundlag, så vi sikrer, at projektet kommer i mål indenfor aftalerne. Teamet du bliver tilknyttet er på ca. 15 personer, og du refererer til projektchefen.

DIN BAGGRUND

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men vi lægger vægt på, at du har +5 års erfaring med projektledelse af tekniske løsninger – måske fra procesanlæg, tekniske anlæg eller byggeri. Du har et stærkt hold af projektingeniører og teknikere til at understøtte dig på teknikken, så struktur, overblik, godt købmandsskab og stærk projektledelse er afgørende for succes i jobbet og vægter højere end dybt teknisk kendskab. Teknisk forståelse er dog afgørende. Vi lægger stor vægt på kvalitet og en tilfreds kunde samt et godt samarbejde med vores partnere på projekterne, så gode samarbejdsevner, fleksibilitet og helhedssyn vægter mere end den sidste krone på projektet. Vi arbejder typisk i henhold til ABT og Maskindirektivet og forventer, at du er komfortabel med at arbejde efter faste aftalegrundlag.

Projekterne kan være i såvel Danmark som i udlandet, så afhængig af dine ønsker og muligheder, vil vi tilstræbe, at du får projekter, der matcher dine rejseønsker. Uanset eventuel rejseaktivitet er et godt niveau på engelsk nødvendigt, og vi regner med, du er flydende på dansk i skrift og tale. Din bopæl er i fornuftig køreafstand fra Aalborg.

DU TILBYDES
En spændende stilling i en flad og dynamisk organisation, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor du vil have gode muligheder for at udvikle dig fagligt såvel som personligt gennem udfordrende og forskelligartede opgaver. Du vil indgå i et behageligt og kollegialt arbejdsmiljø med kompetente og imødekommende kollegaer. Vi styrer selv vores arbejdstid med respekt for møder, deadlines og samarbejdet med kollegaerne. Løn og vilkår forhandles efter kvalifikationer og omfatter bl.a. pensionsordning og sundhedsforsikring. Ligeledes er der en rigtig god kantineordning, ligesom vi har en aktiv personale- og kunstforening, som arrangerer spændende events.

Ansøgninger behandles løbende og ansøgninger modtages kun via link i denne annonce. Der er ingen ansøgningsfrist, da vi ansætter, når vi har den rette. Alle spørgsmål vedr. stillingen sker til Flemming Lund på tlf. eller mail, idet Lund HR håndterer hele rekrutteringsprocessen.

OM Aalborg CSP

Aalborg CSP er førende inden for udvikling og levering af innovative, vedvarende energiløsninger med visionen Changing Energy for derigennem at ændre måden, hvorpå energi produceres og håndteres. Vi designer og leverer grønne løsninger og integrerede energisystemer baseret på sol, energilagring inden for Power-to-X (PTXHEAT og PTXSALT), varmeveksling mm. for industrier og kraftværker rundt om i verden. Aalborg CSP A/S arbejder med udvikling og levering af kedler og termiske systemer med fokus på solenergi og energilagring.

Vi leverer bl.a. concentrated solar power (CSP) løsninger, høj- og lav-temperatur termiske og integrerede systemer med høj effektivitet, innovative løsninger og løser tekniske udfordringer i forbindelse med design, energilagring og optimering. Aalborg CSP har historisk gennemgået en udvikling fra dansk ingeniørvirksomhed til international entreprenørvirksomhed. I dag er vi en uafhængig og globalt kendt teknologiudvikler og -leverandør. Projekterne er såvel nationale som internationale og varierer i størrelsesordenen fra ca. 5-10 mio. kr. og op til 250 mio. kr. Aalborg CSP A/S omsætter årligt for et trecifret mio. beløb, og beskæftiger i dag mere end 60 medarbejdere, hvoraf langt de flest er placeret på hovedkontoret i Aalborg. Endvidere har vi kontor i Spanien og deler faciliteter med vores kollegaer i BK Engineering.

Del i dit netværk

cec4965b-657c-419f-aab2-7ebb7f090a42.png
Frist:
Besat
Område:
Region Nordjylland
Kontaktperson:
Flemming Lund
Ejer & Headhunter
+4550770451
Lund HR
Virksomhed:
Aalborg CSP
Hjulmagervej 55
Aalborg
9000
Arbejdssted:
Aalborg CSP
Hjulmagervej 55
Aalborg
9000
Stillingen er:
Besat

Om Lund HR

LundHR beskæftiger sig med Headhunting og Rekruttering samt med karriererådgivning og sparring. Lund HR er hjemmehørende i Aalborg, men opererer i hele Danmark og dækker branchemæssigt bredt. 

Igennem 19 år har jeg været en del af ledelsen i større og mindre virksomheder. Jeg har oplevet vigtigheden af at have det rigtige hold omkring mig. Jeg har oplevet værdien af en sammentømret organisation, der arbejder i samme retning. 

At finde nye medarbejdere, der sikrer dette, kræver erfaring og forståelse for at matche faglige kvalifikationer med personlige egenskaber og kompetencer. Denne erfaring har jeg erhvervet mig gennem mange år i ledende stillinger i erhvervslivet i byggebranchen, fødevarebranchen og hjælpemiddelbranchen. Endvidere har jeg i 7 år været ejer af en virksomhed indenfor vedvarende energi. 

I de seneste 8 år har jeg som Headhunter brugt erfaringen til at hjælpe virksomheder med at finde dedikerede og kvalificerede medarbejdere. Jeg lægger naturligvis vægt på de faglige kompetencer, men vægter i meget høj grad også de personlige egenskaber, hvorfor jeg i rekrutteringsprocessen lægger meget fokus på mennesket bag ansøgningen.