Aalborg CSP er i stor vækst med vores grønne energiløsninger til bl.a. fjernvarmeværker i Danmark og udlandet. Vi opruster derfor teamet med yderligere Projektingeniører.
Som projektingeniør ved Aalborg CSP vil du, afhængig af dine erfaringer og kompetencer, blive involveret i opgaver som nedenstående. Vi forventer derfor, at du har interesse eller erfaring inden for én eller flere af opgavetyperne:
- Design og konfigurering af løsninger med varmepumper, kedler, solvarmeanlæg, energilagre til fjernvarmeværker, kraftvarmeanlæg etc.
- Dimensionering og specificering af komponenter som rør, ventiler, pumper etc.
- Beregninger af varmebalance og styringer
- Design af P&ID
- Deltage i udarbejdelse af D&V materiale
- Kontraktforhandlinger med leverandører
- Øvrige teknisk sparring og bistand med dine kollegaer
DIN BAGGRUND
Du har formentligt en baggrund som ingeniør, maskinmester eller lignende, og har arbejdet i en lignende stilling med nogle af arbejdsopgaverne nævnt ovenfor i nogle år. Din baggrund kan f.eks. være fra leverandører, rådgivere, energiselskaber eller forsyningsvirksomheder, hvor du har arbejdet med eksempelvis procesanlæg, industrianlæg eller Power-to-X. Nu har du lyst til at bruge din viden og erfaring til at udbygge den grønne energisektor med innovative løsninger. Du brænder for at bruge din tekniske baggrund og kreative evner til at finde den tekniske bedste løsning for kunden, med respekt for økonomien i projektet.
Vi lægger stor vægt på samarbejde i organisationen, så vi sikrer, at vi bringer størst mulig faglighed ind i vores projekter. Vi har derfor brug for dig, der sætter en ære i at dele, og modtage viden samt bidrage konstruktivt til såvel egne som andres projekter. Du formår at prioritere din tid samt overholde til tider stramme deadlines. Som person ser du muligheder og er kreativ og kan lide at arbejde i et innovativt og forandringspræget miljø. Du trives i en organisation, hvor vi har plads til og værdsætter forskellighed, men samtidigt også forventer, at vi løfter i flok og byder os til overfor kollegaer. Omgængelighed, fleksibilitet og hjælpsomhed er nøgleord i huset. Vi arbejder i det meste af verden, og har derfor brug for, at du forstår og kan kommunikere på engelsk, når behovet opstår.
DU TILBYDES
En spændende stilling i en flad og dynamisk organisation, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor du vil have gode muligheder for at udvikle dig fagligt såvel som personligt gennem udfordrende og forskelligartede opgaver. Du vil indgå i et behageligt og kollegialt arbejdsmiljø med kompetente og imødekommende kollegaer. Vi styrer selv vores arbejdstid med respekt for møder, deadlines og samarbejdet med kollegaerne. Løn og vilkår forhandles efter kvalifikationer og omfatter bl.a. pensionsordning og sundhedsforsikring. Ligeledes er der en rigtig god kantineordning, ligesom vi har en aktiv personale- og kunstforening, som arrangerer spændende events.
Ansøgninger behandles løbende og ansøgninger modtages kun via link i denne annonce. Der er ingen ansøgningsfrist, da vi ansætter, når vi har den rette. Alle spørgsmål vedr. stillingen sker til Flemming Lund på tlf. eller mail, idet Lund HR håndterer hele rekrutteringsprocessen.
OM Aalborg CSP
Aalborg CSP er førende inden for udvikling og levering af innovative, vedvarende energiløsninger med visionen Changing Energy for derigennem at ændre måden, hvorpå energi produceres og håndteres. Vi designer og leverer grønne løsninger og integrerede energisystemer baseret på sol, energilagring inden for Power-to-X (PTXHEAT og PTXSALT), varmeveksling mm. for industrier og kraftværker rundt om i verden. Aalborg CSP A/S arbejder med udvikling og levering af kedler og termiske systemer med fokus på solenergi og energilagring.
Vi leverer bl.a. concentrated solar power (CSP) løsninger, høj- og lav-temperatur termiske og integrerede systemer med høj effektivitet, innovative løsninger og løser tekniske udfordringer i forbindelse med design, energilagring og optimering. Aalborg CSP har historisk gennemgået en udvikling fra dansk ingeniørvirksomhed til international entreprenørvirksomhed. I dag er vi en uafhængig og globalt kendt teknologiudvikler og -leverandør. Projekterne er såvel nationale som internationale og varierer i størrelsesordenen fra ca. 5-10 mio. kr. og op til 250 mio. kr. Aalborg CSP A/S omsætter årligt for et trecifret mio. beløb, og beskæftiger i dag mere end 60 medarbejdere, hvoraf langt de flest er placeret på hovedkontoret i Aalborg. Endvidere har vi kontor i Spanien og deler faciliteter med vores kollegaer i BK Engineering.