Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden at være en god interviewer til ansættelsessamtaler. Det er i høj grad også væsentligt, når du interviewer tidligere arbejdsgivere i forbindelse med indhentning af referencer på en potentiel kandidat.
Er du en dygtig interviewer, får du ofte bedre og mere ærlige svar fra tidligere arbejdsgivere, når du ringer til dem og spørger ind til deres forhold og syn på den mulige kandidat.
Det gælder specielt, når spørgsmålene kan baseres på findings fra en personlighedstest. Du kender det sikkert selv – du svarer på det, du bliver spurgt om i en referencesituation og bringer formentligt sjældent andet op uopfordret. Du vil jo ikke ødelægge noget for en tidligere medarbejder.
Når jeg trækker referencer, sker det ofte med ønske om at få be- eller afkræftet nogle ting, der er kommet frem i en personlighedstest. Spørger jeg direkte ind til f.eks. struktur eller behovet for at være i frontlinjen, får jeg også et ærligt svar fra referencepersonen.
Jo mere ærlige og reelle svar du kan få, des bedre og mere fuldendt billede, får du af personen.
Jeg har derfor også flere gange været nødsaget til overfor en kunde at afvise at give garanti på mit rekrutteringsarbejde, hvis referencerne går klart imod det, der i øvrigt er kommet frem i ansættelsessamtalerne. Så er det på den igen – hellere være sikker end at haste en ansættelse igennem for at lukke et hul efter en fratrådt medarbejder.