Gode råd når du går til jobsamtale

#4 Øv dig i at præsentere dig selv

Af 23. april 2026No Comments

Vær klar til at præsentere dig selv. Når det bliver din tur til at præsentere dig selv, skal du kunne tage styringen. Jeg hører ofte spørgsmålet “hvad vil du vide”. Det giver ikke et godt indtryk, at du ikke er klar til at “sælge” dig selv.

Om du starter med din erhvervskarriere, går videre til uddannelse og slutter af med med at fortælle om dig som privat person eller vælger en anden rækkefølge, skal du selv afgøre. der er ingen facitliste, så vælg en form, du føler dig komfotabel med.

Når du gennemgår din erhvervskarriere og uddannelsesmæssige baggrund, bør det ske i kronologisk rækkefølge med ældste først. Det giver ofte en god forklaring på dine valg af næste job. Der kan naturligvis være årsager til, at du kan springe nogle ansættelser over i din præsentation, hvis de ligger mange år tilbage, eller er irrevante for det job, du nu taler om.

Fremhæv de ansvarsområder du har haft og de resultater du har skabt, men husk at du også efter ophør af et ansættelseforhold har tavshedspligt, så pas på, at du ikke røber fortrolige informationer fra tidligere arbejdsgivere. Læg specielt vægt på det, der er mest relevant for den stilling, du er til samtale på.

Husk også at fortælle hvem du er privat – familie, børn, fritidsinteresser etc. Det fortæller også meget om dig og er med til at tegne det komplette billede af dig som person.

Du må gerne bruge 10-20 minutter på din præsentation, der så uddybes ved spørgsmål fra virksomhedens side. Hvis du er skarp på din præsentation får du normalt lov til at styre den.