Et andet vigtigt element i det at håndtere en opsigelse professionelt handler om kommunikation til kollegerne, teamet og eventuelt også hele virksomheden afhængig af hvor stor en virksomhed, der er tale om.
Formålet med at få kommunikeret opsigelsen til organisationen drejer sig om, at dels er det rettidig omhu og dels skal medarbejderne høre det fra ledelsen – ikke fra den opsagte medarbejder.
Kommunikation af budskabet handler også om at undgå, at der skabes gætterier eller misforståelser omkring opsigelsen. Sørg således for at budskabet er enkelt og klart.
I forhold til selve kommunikationen af opsigelsen og årsagen til at samarbejdet ophører, så hold det på et overordnet niveau – både i respekt for den opsagte medarbejder, men også fordi at der ikke er grund til at blive detaljeret.
Kommunikationen kan eksempelvis indeholde noget om:
- Hvem er blevet opsagt
- Overordnet årsag til at samarbejdet ophører
- Hvornår den opsagte stopper og eventuelt fritstilles
- Tak gerne vedkommende for indsatsen og ønsk vedkommende pøj pøj i sit videre virke
Et andet element omkring kommunikation handler om, hvad den opsagte medarbejder ønsker at kommunikere til kolleger og andre.
Dette er endnu en god grund til, at du har styr på, hvad du og virksomheden ønsker at kommunikere således, at den opsagte medarbejder får dette af vide som en del af selve opsigelsen.
På den måde er den opsagte medarbejder orienteret om, hvad du kommer til at kommunikere umiddelbart efter opsigelsen således, at der er klarhed over den del.
Det handler også om, at du som chef skal hjælpe den opsagte medarbejder med at undgå at sætte sig selv i en situation, hvor han eller hun får kommunikeret et budskab, der kan opfattes som et brud på den såkaldte loyalitetsforpligtelse.
Den betyder at medarbejdere (inklusive opsagte) ikke må sige eller skrive noget, der kan skade virksomheden. Og her kan en for tidlig og/eller forkert udmelding på eksempelvis de sociale medier nemlig opfattes som et brud på loyalitetsforpligtelsen.
Da det ikke er i den opsagte medarbejders interesse at risikere at blive bortvist, miste lønnen eller endda ligefrem blive pålagt et erstatningskrav, så er det rettidig omhu fra din side at informere den opsagte omkring dette.
Afslutningsvis vil jeg nævne, at det så absolut er en fordel at være enige om budskaberne, der skal kommunikeres af både virksomhed og den opsagte medarbejder.