Tanker om ledelse

#33: Husker du at holde samme kontakt til medarbejdere, der arbejder remote som dem, der er tæt på dig?

Af 15. april 2026april 23rd, 2026No Comments

“Husk at afstanden mellem 2 punkter altid er den samme uanset om man kører den ene eller den anden vej 😊..

Ifølge Danmarks Statistik arbejder ca 8% af arbejdsstyrken hjemmefra mindst 3 dage om ugen. Det er i antal ca 240.000 personer. Herudover er der mange, der arbejder i en afdeling, der ikke er en del af hovedkontoret.

Kunsten er at huske at få disse medarbejdere med i det fællesskab, der naturligt opstår på en arbejdsplads, hvor folk mødes. Og ikke mindst skal det sikres, at al information, der deles på hovedkontoret, også kommer frem til remote medarbejderne.

Som chef bør du også sikre, at du kommer ud til dine kollegaer, der ikke fast kommer på det kontor, hvor du holder til. I har måske flere afdelinger rundt omkring i landet.

Jeg tror mange kan nikke genkendende til, at en afdeling et stykke væk fra hovedkontoret ikke får så mange besøg fra ledelsen, der typisk holder til på hovedkontoret.

Husk at afstanden mellem 2 punkter altid er den samme uanset om man kører den ene eller den anden vej 😊. Så herfra en opfordring til at huske dine remote medarbejdere, så de ikke søger væk fordi, de føler sig overset.

Det bliver ikke lettere at rekruttere i fremtiden, da antallet i den gruppe, man statistisk kalder arbejdsstyrken, er stort set konstant, men antal indbyggere stiger. Så med andre ord skal den samme arbejdsstyrke brødføde flere. Jeg tror derfor, der fremover bliver en endnu større andel, der arbejder remote, da vi bliver nødt til at rekruttere fra et større geografisk område.