Tanker om ledelse

#23: Hvordan kan din virksomhed sikre sig de gode medarbejdere?

Af 15. april 2026april 23rd, 2026No Comments

“Er din arbejdsplads et attraktivt sted for kommende medarbejdere? Der vil være mangel på arbejdskraft de næste mange år, så du skal sikre dig, at det er attraktivt at blive ansat i din virksomhed. Det drejer sig i høj grad om omhyggelighed i rekrutteringsprocessen og så at holde det, du lover til jobsamtaler.”

Mangel på kvalificeret arbejdskraft er rigtigt mange steder den største vækstbarriere for danske virksomheder. Lidt afhængig af hvilke målinger der kigges på, er 30 – 40 % af alle virksomheder udfordret. Alderssammensætningen af befolkningen er ikke med til at forbedre situationen, så der vil også i fremtiden være massive udfordringer mange steder.

Hvad kan du gøre?

✔ Virksomheden skal først og fremmest være en attraktiv arbejdsplads. Definitionen på det kan ikke stilles entydigt op, men hvis du ellers mener, det er tilfældet, skal den gode historie fortælles i jobopslagene, når du søger nye kollegaer.

✔ Stillingsbeskrivelsen skal tænkes godt igennem, så du ikke søger det umulige, men er realistisk i dine ønsker og forventninger.

✔ Dernæst skal jobopslagene jo nå ud til målgruppen. Både det at skrive et godt sælgende jobopslag og få det formidlet kræver tid, erfaring og omhyggelighed.
Og en overvejelse: Kan du klare dig med de ansøgninger, der kommer ind på annonceringen, eller er der behov for at kontakte (headhunte) relevante personer, der måske ikke har set jobopslaget?

✔ Når du så forhåbentligt har fået nogle ansøgninger, kommer det vigtige arbejde med at komme i dybden med interviews, eventuel personlighedstest, måske løsning af en praktisk opgave – caseinterview – og indhentning af referencer. Du skal vide så meget om den person, du vil ansætte som muligt.

✔ Samtidigt skal du også huske at give noget af dig selv, så ansøger ved, hvad hun eller han går ind til. Samtalerne skal naturligvis give ansøger et korrekt billede af virkeligheden i virksomheden, da bristede forudsætninger er en væsentlig kilde til, at folk siger deres job op igen.

Omhyggelighed med rekrutteringsprocessen og dernæst at leve op til det lovede efter ansættelse, så du fastholder dine medarbejdere, er efter min mening noget af det vigtigste for fortsat succes i et presset arbejdsmarked.

Vi har brug for at fastholde væksten og uden gode medarbejdere bliver det en udfordring.