“Min filosofi er, at vi skal turde lade os udfordre, og vi skal være klar til at lytte og acceptere synspunkter fra dygtige personer og ændre retning, selvom det måske udfordrer vores egen vanetænkning.”
Det at turde ansætte en medarbejder, der er dygtigere end en selv, er en kæmpe styrke og vidner om stor selvindsigt. Vi kan ikke være gode til alt, så hvis vi er bevidste om vores egne styrker og svagheder, kan vi blive endnu stærkere ved at omgive os med andre dygtige folk. Dygtige og kompetente på de områder, hvor vi selv er svage.
På den måde kan vi også bedre udvikle os, både som menneske og organisation.
Min filosofi er, at vi skal turde lade os udfordre, og vi skal være klar til at lytte og acceptere synspunkter fra dygtige personer og ændre retning, selvom det måske udfordrer vores egen vanetænkning.
Forskellighed i en organisation er med til at gøre den stærk, og en stærk organisation sikrer ofte vækst i virksomheden.
Så alene af den grund skal du sørge for at ansætte medarbejdere, der er dygtigere end dig selv.
Jeg er jævnligt ude for, at ansættende leder enten præsenterer mig for sin personlighedstest eller beder om at få lavet en på sig selv, inden vi går i gang med en rekrutteringsproces. Det er en kæmpe styrke og en måde at få overblik over dine stærke sider og highlighte, hvor du er udfordret og har brug for assistance fra andre i organisationen.
Har du gjort dig klart, hvor du har dine mindre stærke sider, og hvor du således måske med fordel kan ansætte en stærk kollega, der kan supplere dig?