“Jeg mener, du med fordel kan bruge god tid på at få en snak med dine medarbejdere om ferieoplevelser, lade dem få ro til at gennemgå mailboxen og tale med kollegaerne om, hvad de har oplevet i ferien og få en rolig opstart. Vi løber jo heller ikke et maratonløb umiddelbart efter en restitutionsperiode.”
Store beslutninger som jobskifte, bolig og for den sags skyld også skilsmisser tages oftest i de længere ferieperioder. Er du opmærksom på, om du har medarbejdere / kollegaer, der har brugt ferien på at overveje deres jobsituation?
I mange virksomheder er der fuld fart på fra dag 1 – chefen kommer tilbage med nye ideer, der skal implementeres, bestyrelsen har gennemgået første halvårs resultater og måske mangler der noget i forhold til budget.
Så nu skal vi have alle op i topfart – og helst fra første dag – tid er jo penge!
Jeg mener dog, du med fordel kan bruge god tid på at få en snak med dine medarbejdere om ferieoplevelser, lade dem få ro til at gennemgå mailboxen og tale med kollegaerne om, hvad de har oplevet i ferien og få en rolig opstart. Vi løber jo heller ikke et maratonløb umiddelbart efter en restitutionsperiode.
Vær opmærksom på, om der er nogle signaler, der tyder på, at liggestolen har været brugt til tanker om et jobskifte og undgå at sætte alt for mange deadlines de første dage. Vær fleksibel og realistisk i hvad du og dine medarbejdere skal nå i de første dage (og naturligvis også fremover) og giv plads til, at tempoet og energien måske lige skal have tid til at komme på plads.
Og ja jeg lever af, at der er rotation i jobmarkedet, men oplever også at virksomheder med stabilitet i medarbejderskaren udvikler sig bedre end virksomheder med stor udskiftning blandt medarbejderne, så pas på dine kollegaer.